Sommerbøger skal vælges med omhu. For flere og flere er det krimiernes tid, men hvorfor ikke ligge under parasollen i solen og læse Novalis eller Edith Södergran. Læs de store, nu hvor verden er lys, så du bedre kan rumme det. Læs Kafka, læs Proust, læs Bulgakov, læs i Bibelen, læs digte, læs Thomas Tranströmer, Jacques Prévert, læs på et sprog, du ikke tror, du kan, men som du godt kan. Læs de græske tragedier på stranden. Du kan klare det, når solen skinner.
Køb en parasol. Læs udenfor. Dit hovede længes efter litteratur. Giv dig selv en bid af det.
mandag den 22. juni 2009
søndag den 17. maj 2009
Københavns internationale poesifestival 2009
Last weekend (14-16/5 09) the Copenhagen LitteraturHaus celebrated its fourth annual international poetryfestival. A number of poets from Denmark and abroad were invited and featured at the festival this weekend. One poet came as far as from Mongolia, which probably seems like far far away to most people, and so it is. This poet, named Ayurzana Gun-Aajav, read his own poems in his native tongue as well as in English, and this Mongolian language seemed made for poetry. And the audience was taught that the meaning of poetry often lies somewhere else than in meaning itself, meaning that poems do not have to be understood intellectually, but can be understood on a much deeper level, on a sensual level through the musical sound of the rhythm of the words, through the unsaid words in the poem. And this was a theme at this festival: The nonintellectuyal understaning of poetry - the real language of poetry which is poetry itself and crosses every border and language barriers.
To visit this poetryfestival meant to know the language of poetry or to learn this language and cross borders like some of the poets, like Antoine Cassar, Peter Wessel and Øyvind Rimbereid, who even wrote translingual poetry, mixing different languages such as English, Malthese, Spanish, Italian, Danish, German, Norwegian and French.
One poet who really dazzled me was the Bulgarian poetress Kamelia Spassova. A somewhat punk or wild or I don't know poet, happy and serious, but when she read her poetry aloud it was obvious that she captured her audience, especially in duet with Peter Laugesen's band Sing Vogel.
All in all an inspiring experience at yet another international poetryfestival at LitteraturHaus.
To visit this poetryfestival meant to know the language of poetry or to learn this language and cross borders like some of the poets, like Antoine Cassar, Peter Wessel and Øyvind Rimbereid, who even wrote translingual poetry, mixing different languages such as English, Malthese, Spanish, Italian, Danish, German, Norwegian and French.
One poet who really dazzled me was the Bulgarian poetress Kamelia Spassova. A somewhat punk or wild or I don't know poet, happy and serious, but when she read her poetry aloud it was obvious that she captured her audience, especially in duet with Peter Laugesen's band Sing Vogel.
All in all an inspiring experience at yet another international poetryfestival at LitteraturHaus.
mandag den 23. marts 2009
Richard Ford
Der findes bøger, som kan gøre læseren til et bedre menneske og måske også til et klogere og lykkeligere menneske.
Richard Fords trilogi om sportsjournalisten og senere ejendomsmægleren Frank Bascombe kan tælles blandt disse bøger ifølge min mening. Jeg vil næsten gå så langt som til at kalde dem opbyggelige og altruistiske. Jeg har sjældent været i selskab med en mere sympatisk og intelligent fortællerstemme, det skulle da lige være Proust.
Derfor vil jeg anbefale alle at læse denne trilogi: "The Sportswriter", "Independence Day" og "The Lay of the Land". Gør jer selv den tjeneste.
Frank Bascombe fortæller om sit liv i løbet af tre årtier, men læseren møder ham i en fortættet periode omkring tre forskellige højtider, hvor man nærmest følger hans liv i realtid, mens han tænker tilbage på tiden, der er gået.
Der sker nogle svære ting i hans liv, men også nogle helt almindelige ting. Han beskriver livet via litteraturen, men forfalder ikke til naiv og letkøbt nihilisme. Istedet fortæller han, at livet ikke er så svært, som litteraturen nogle gang gør det til.
The world is a more engaging and less dramatic place than writers ever give it credit for being
FB fortæller om en tilstand, han betegner som: "Dreaminess" (ikke depression), og det er en tilstand, han prøver at komme ud af. Læseren møder et menneske, som hele tiden vil sit eget bedste, men også sine medmenneskers og læserens bedste. Men han er nogle gange i tvivl om, hvordan han skal være menneske, nu hvor han egentlig har lagt sig an på at forsøge at være et godt menneske. Jeg synes egentlig, det lykkes ham helt godt. Han er ærlig og stikker ikke sig selv blår i øjnene, med mindre det er nødvendigt. Og misforstå ikke: Bogen er ikke kedelig, den er derimod blændende godt skrevet og fanger samtidig læseren ind på bedste pageturner facon
Den mest læsværdige bog, jeg har stødt på længe.
Richard Fords trilogi om sportsjournalisten og senere ejendomsmægleren Frank Bascombe kan tælles blandt disse bøger ifølge min mening. Jeg vil næsten gå så langt som til at kalde dem opbyggelige og altruistiske. Jeg har sjældent været i selskab med en mere sympatisk og intelligent fortællerstemme, det skulle da lige være Proust.
Derfor vil jeg anbefale alle at læse denne trilogi: "The Sportswriter", "Independence Day" og "The Lay of the Land". Gør jer selv den tjeneste.
Frank Bascombe fortæller om sit liv i løbet af tre årtier, men læseren møder ham i en fortættet periode omkring tre forskellige højtider, hvor man nærmest følger hans liv i realtid, mens han tænker tilbage på tiden, der er gået.
Der sker nogle svære ting i hans liv, men også nogle helt almindelige ting. Han beskriver livet via litteraturen, men forfalder ikke til naiv og letkøbt nihilisme. Istedet fortæller han, at livet ikke er så svært, som litteraturen nogle gang gør det til.
The world is a more engaging and less dramatic place than writers ever give it credit for being
FB fortæller om en tilstand, han betegner som: "Dreaminess" (ikke depression), og det er en tilstand, han prøver at komme ud af. Læseren møder et menneske, som hele tiden vil sit eget bedste, men også sine medmenneskers og læserens bedste. Men han er nogle gange i tvivl om, hvordan han skal være menneske, nu hvor han egentlig har lagt sig an på at forsøge at være et godt menneske. Jeg synes egentlig, det lykkes ham helt godt. Han er ærlig og stikker ikke sig selv blår i øjnene, med mindre det er nødvendigt. Og misforstå ikke: Bogen er ikke kedelig, den er derimod blændende godt skrevet og fanger samtidig læseren ind på bedste pageturner facon
Den mest læsværdige bog, jeg har stødt på længe.
tirsdag den 16. december 2008
Johs. V. Jensen
Som exileret andengenerationshimmerlænding og litterat er det blot naturligt, at jeg må se lidt nærmere på Himmerlands litterære landskab. I den fantastiske (og faktisk perfekte) bog "Mærkedage" af Jens Smærup Sørensen ser man tydeligt arven fra Johannes V. Jensens litterære og virkelige Himmerland, hvor blæsten suser over landskabet som på en tagryg, og jeg ligger flad af hengivenhed over min Moders eventyrlige barndomsegn.
Det har nu ført mig til Johs. V. Jensens forjættende Himmerlandshistorier, som nok kan fortælle mig et og andet om mine forfædre. Men det fortæller mig også noget om mig selv, som jeg dog ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Som her, hvor han skriver:
Udviklingen fra raa Bonde til Bymenneske plejer at tage tre Generationer, sjælden mindre. Megen Skade er kommen af at man har taget Folk enten for Bønder eller for Kultiverede der endnu kun indtager et Trin midt imellem.
Og hvad skal en stakkels gammel bondestudent som mig da gøre? Kan jeg monstro blive forfatter? Lad mig lige se, hvad Jensen skriver derom:
Bonde og Skribent lader sig ikke blande sammen; Bonden bliver ved sin Jord, og Kunstneren maa allerede i andet Led helst have smidt Træskoene.
Hm, ja, men jeg har vist stadig mine træsko på, selvom jeg træder rundt herinde i Storstaden København. Og hvad skal en stakkels forfløjen bonde da gøre, når man allerede har været verden rundt og ikke er blevet hverken forfatter eller bonde af det? Skal jeg søge tilbage til Moderlandet, de forblæste landskaber på Himmerland eller måske til den fede jord i Salling, eller skal jeg bare acceptere min skæbne og søge at forplante mig videre til et tredie og mere sofistikeret led, hvis dette da er mig muligt? Ja, hvad skal een dog gjøre?
Jeg vil grave mig ind i disse historier, holde jul og håbe på et vink.
Det har nu ført mig til Johs. V. Jensens forjættende Himmerlandshistorier, som nok kan fortælle mig et og andet om mine forfædre. Men det fortæller mig også noget om mig selv, som jeg dog ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Som her, hvor han skriver:
Udviklingen fra raa Bonde til Bymenneske plejer at tage tre Generationer, sjælden mindre. Megen Skade er kommen af at man har taget Folk enten for Bønder eller for Kultiverede der endnu kun indtager et Trin midt imellem.
Og hvad skal en stakkels gammel bondestudent som mig da gøre? Kan jeg monstro blive forfatter? Lad mig lige se, hvad Jensen skriver derom:
Bonde og Skribent lader sig ikke blande sammen; Bonden bliver ved sin Jord, og Kunstneren maa allerede i andet Led helst have smidt Træskoene.
Hm, ja, men jeg har vist stadig mine træsko på, selvom jeg træder rundt herinde i Storstaden København. Og hvad skal en stakkels forfløjen bonde da gøre, når man allerede har været verden rundt og ikke er blevet hverken forfatter eller bonde af det? Skal jeg søge tilbage til Moderlandet, de forblæste landskaber på Himmerland eller måske til den fede jord i Salling, eller skal jeg bare acceptere min skæbne og søge at forplante mig videre til et tredie og mere sofistikeret led, hvis dette da er mig muligt? Ja, hvad skal een dog gjøre?
Jeg vil grave mig ind i disse historier, holde jul og håbe på et vink.
torsdag den 13. november 2008
C.S. Lewis
Mere Christianity er skrevet af forfatteren til den berømte krønike om Narnia. Clive Stapels Lewis var Oxfordprofessor i gammel forstand med speciale i området renæssance og middelalderlitteratur, fantasyforfatter og ven med Tolkien, men han var også kristendomsforkynder og skrev bogen Mere Christianity - en samling essays og gamle radioudsendelser om kristendommen. Her giver han et bud på en kristendomsforståelse som lægmanden kan forstå, for han taler direkte og uden omsvøb. Punkt for punkt taler han om den kristne moral og den kristne synd.
Den største synd er stoltheden, ifølge Lewis. Men han skriver også om, hvor hulens svært det er at undgå at begå netop denne synd. For det er lettere ikke at bedrive hor og komme hviledagen i hu end ikke at være stolt af, at man udøver disse gode kristne dyder. Så hellere være fuld af fejl og kunne erkende det. Men denne forståelse af stoltheden indebærer ikke, at en far fx ikke kan være stolt af sin søn - denne form for stolthed skal blot læse som kærlighed: at han elsker sin søn, fordu sønnen prøver at være et godt menneske fx.
Alligevel taler Lewis om en perfektion, som Gud vil bringe os til. Men denne perfektion er ikke noget at være stolt af, i kristen forstand. Det er en perfektion, som går ud over følelser og får os til at være som sønnen, dvs. blive en del af Guds rige. Ja, det lyder jo meget "helligt" det hele, men Lewis inkluderer også tvivlerne og de ikketroende, slet og ret de mennesker, som prøver at komme ud over sin menneskelighed så at sige, den medfødte menneskelighed, der ligger i syndigheden, hvis synddigheden kan forståes som ondskab og stolthed og ikke nødvendigvis de mere bastante og håndgribelige synder.
Til sidst giver vover Lewis halsen og giver en kort indføring i teologi, skønt han er blevet advaret mod at gå ind i teologiske problemstillinger overfor lægmanden. Men Lewis er netop selv lægmand og forklarer komplicerede teologiske problemstillinger såsom Treenigheden og Guds perfektion, så en lægmand kan forstå det og samtidig ikke føler sig talt ned til.
Dette er bogen til de mennesker, som føler sig tiltrukket af kristendommen og måske allerede er kristne, men ikke har helt styr på, hvad det egentlig vil sige at være kristen i en moderne verden. Men når man læser bogen, skal man lige huske konteksten: at den er skrevet i England under 2. verdenskrig, og visse ting, såsom kvindens rolle i ægteskabet, kan man vælge at overhøre. Ellers en pragtfuld bog fra en stor formidler og historiefortæller.
Den største synd er stoltheden, ifølge Lewis. Men han skriver også om, hvor hulens svært det er at undgå at begå netop denne synd. For det er lettere ikke at bedrive hor og komme hviledagen i hu end ikke at være stolt af, at man udøver disse gode kristne dyder. Så hellere være fuld af fejl og kunne erkende det. Men denne forståelse af stoltheden indebærer ikke, at en far fx ikke kan være stolt af sin søn - denne form for stolthed skal blot læse som kærlighed: at han elsker sin søn, fordu sønnen prøver at være et godt menneske fx.
Alligevel taler Lewis om en perfektion, som Gud vil bringe os til. Men denne perfektion er ikke noget at være stolt af, i kristen forstand. Det er en perfektion, som går ud over følelser og får os til at være som sønnen, dvs. blive en del af Guds rige. Ja, det lyder jo meget "helligt" det hele, men Lewis inkluderer også tvivlerne og de ikketroende, slet og ret de mennesker, som prøver at komme ud over sin menneskelighed så at sige, den medfødte menneskelighed, der ligger i syndigheden, hvis synddigheden kan forståes som ondskab og stolthed og ikke nødvendigvis de mere bastante og håndgribelige synder.
Til sidst giver vover Lewis halsen og giver en kort indføring i teologi, skønt han er blevet advaret mod at gå ind i teologiske problemstillinger overfor lægmanden. Men Lewis er netop selv lægmand og forklarer komplicerede teologiske problemstillinger såsom Treenigheden og Guds perfektion, så en lægmand kan forstå det og samtidig ikke føler sig talt ned til.
Dette er bogen til de mennesker, som føler sig tiltrukket af kristendommen og måske allerede er kristne, men ikke har helt styr på, hvad det egentlig vil sige at være kristen i en moderne verden. Men når man læser bogen, skal man lige huske konteksten: at den er skrevet i England under 2. verdenskrig, og visse ting, såsom kvindens rolle i ægteskabet, kan man vælge at overhøre. Ellers en pragtfuld bog fra en stor formidler og historiefortæller.
fredag den 7. november 2008
Tove Jansson
Ja, jeg er sprunget ud som svenskofil med dertilhørende mumifili.
Når man læser Mumibøgerne på svensk slå man nemlig to fluer med et smæk: Man bliver lullet ind i det svenske sprogs poetiske klange gennem det forjættende mumiunivers, og man lærer, slet og ret, at læse på svensk.
"Trollkarlens hatt" er ifølge min mening en eminent lille bog. Den fortæller om den søde mumitrold, og det der skete en forårsmorgen i Mumidalen. Pludselig finder mumifamilien en mystisk hat, og så er ingenting længere, som det plejer - ligesom det plejer i Mumibøgerne. Man er fortryllet og med i begivenhedernes gang, når man læser med i denne lille bog. Og man gyser og glæder sig med dem. Det er så elskeligt, dette barnlige univers, befriet for kynisme med dens glæder og sorger og beskrivelser af væsener og natur.
Sådan starter bogen:
En grå morgon föll den första snön över Mumindalen. Den kom smygande tätt och tyst, och på några timmar var allting vitt.
Og sådan slutter den:
Och kanske lyckligast är Mumintrollet som med sin mamma går hem genom trådgården, just när månen bleknar i gryningen och träna rör sig lite i morgonvinden som kommer utifrån sjön.
Åh ja!
Når man læser Mumibøgerne på svensk slå man nemlig to fluer med et smæk: Man bliver lullet ind i det svenske sprogs poetiske klange gennem det forjættende mumiunivers, og man lærer, slet og ret, at læse på svensk.
"Trollkarlens hatt" er ifølge min mening en eminent lille bog. Den fortæller om den søde mumitrold, og det der skete en forårsmorgen i Mumidalen. Pludselig finder mumifamilien en mystisk hat, og så er ingenting længere, som det plejer - ligesom det plejer i Mumibøgerne. Man er fortryllet og med i begivenhedernes gang, når man læser med i denne lille bog. Og man gyser og glæder sig med dem. Det er så elskeligt, dette barnlige univers, befriet for kynisme med dens glæder og sorger og beskrivelser af væsener og natur.
Sådan starter bogen:
En grå morgon föll den första snön över Mumindalen. Den kom smygande tätt och tyst, och på några timmar var allting vitt.
Og sådan slutter den:
Och kanske lyckligast är Mumintrollet som med sin mamma går hem genom trådgården, just när månen bleknar i gryningen och träna rör sig lite i morgonvinden som kommer utifrån sjön.
Åh ja!
torsdag den 30. oktober 2008
Martin A. Hansen
Det er jo teologi som smør for mine små ører, tænkte jeg for mig selv, da jeg sad og læste "Løgneren" for første gang i mit liv.
"Blomster skal som alle Ting der betyder noget gro i selve Sproget og være levende der, komme vort Liv ved, før vi spiller lærde, før vi spiller Videnskab."
Det er jo en vanvittig god bog!
Så smuk og så klog og så ond og så god og poetisk og og og og og.
Verdens bedste bog.
"Blomster skal som alle Ting der betyder noget gro i selve Sproget og være levende der, komme vort Liv ved, før vi spiller lærde, før vi spiller Videnskab."
Det er jo en vanvittig god bog!
Så smuk og så klog og så ond og så god og poetisk og og og og og.
Verdens bedste bog.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
